Sådan lever du med krisen

Den nuværende situation er især voldsom for studerende fra Ukraine og Rusland, men kan skabe bekymring for alle studerende, uanset nationalitet. Fx:

  • Hvis du er fra Ukraine, er du måske usikker på, om din familie og venner derhjemme er i sikkerhed. Du kan være usikker på, hvornår du igen kan tage hjem, og hvad der møder dig, når du gør det.
  • Hvis du er fra Rusland eller Belarus, kan du også være bekymret for din familie og venner. Og du kan være usikker på, hvordan andre ser på dig på grund af dit lands rolle i konflikten. Du kan ligeledes være usikker på dine rejsemuligheder, og hvad der møder dig, hvis du tager hjem.
  • Hvis du er fra landene tæt ved konflikten, kan du have bekymringer om, hvorvidt konflikten vil sprede sig og påvirke dit hjemland.
  • Uanset hvor du er fra, kan du være usikker på, hvordan konflikten udvikler sig, og hvad det vil betyde for Europa, for verden, og for din egen fremtid.

Studenterrådgivningen er her for at støtte dig og hjælpe dig til at finde ud af, hvordan du kan håndtere at være studerende, mens krisen foregår.

Du kan tale med os om:

  • Hvordan situationen påvirker dig, og hvad der kan hjælpe dig til at komme igennem en svær tid
  • Hvordan du bedst kan forvalte din tid og energi, så du kan varetage dine studier så godt som muligt.
  • Hvordan du kan håndtere dine bekymringer, så de ikke tager over og fylder det hele.
  • Hvorvidt du har brug for at udsætte dele af studiet eller tage orlov, hvis du er så påvirket af situationen, at du ikke er i stand til at fortsætte på fuld tid.

Gode råd til at klare dig igennem krisen

  • Hold dig til fakta

    Hold dig til fakta. Følg troværdige nyhedskilder for jævnlige opdateringer om situationen (max 2 gange om dagen). Begræns din brug af sociale medier, umodererede fora og andre kilder til rygter. Undgå ”doomscrolling”, hvor du overvælder dig selv med negative billeder og ord, som skaber panik og katastrofetanker. Hold dig til fakta om nutiden, frem for spekulationer og forudsigelser om fremtiden.

  • Tillad dig selv at føle

    Det er naturligt at være bange, vred, trist og forvirret i en situation som denne. Hvis du oplever, at følelserne overvælder dig, så sæt farten ned og tag et hvil. Nogle oplever til tider følelsesløshed eller ”at blive blank” – det er hjernens forsøg på at skabe afstand fra situationen. Genskab forbindelsen til dig selv og virkeligheden ved at gøre små hverdagsting: Lav en kop te, tag opvasken, fold tøj sammen, osv. Tal med andre om dine følelser og tanker.

  • Begræns den tid du bruger på bekymring

    Hvis dine tanker drages af katastrofescenarier, så øv dig i at sige STOP, holde dig til fakta, og vende tilbage til nuet. Fokusér på praktiske gøremål, og opsøg selskab, så du kommer ud af dit hoved igen. Hvis din bekymring udløses af nyhedsopdateringer og notifikationer, så overvej at slå dem fra i en periode.

  • Hold fast i hverdagen

    Det kan føles underligt at fortsætte hverdagen under en krig. Men det er vigtigt for dit mentale helbred, at du fortsætter med at engagere dig i dit eget liv: Tag til undervisning, se dine venner, køb ind, og aflever dine opgaver i den udstrækning, du kan. Det er naturligt, at dine tanker drages af den meget virkelige og alvorlige situation, men øv dig på at vende tilbage til din fysiske virkelighed: Det sted du er, og de ting og mennesker som er omkring dig. Det vil hjælpe dig til at mærke, at du er i sikkerhed.

  • Prioritér

    Lave en liste eller ugeplan over dine forpligtelser, inkl. studiet. Hvis du ikke kan klare det hele, så tag beslutninger om, hvad du vil gøre og hvornår. Hvis du ikke kan nå det hele, så vær bevidst om, hvad du dropper og hvorfor.

  • Vær åben, og søg hjælp

    Hvis du er ude af stand til at deltage i eller fokusere på dit studie, så tag kontakt til din underviser eller kursusadministrator. Bed om udsættelse, eller undersøg mulighederne for at afmelde fag eller tage re-eksamen. Men overvej, om du kan fortsætte med studiet med nedsatte forventninger til din egen præstation i stedet.

  • Hold kontakten

    Hvis du er bekymret for familie eller venner, så vær i jævnlig kontakt med hinanden, så du ved, at de er i sikkerhed.

  • Gør, hvad du kan

    Krig får os alle til at føle os magtesløse. Hvis du føler, du kan gøre en positiv forskel, så gør det. Deltag i indsamlinger, politiske fora og demonstrationer, hvis det føles som det rigtige for dig, og støt dine venner og familiemedlemmer, som har det svært.

Studenterrådgivningen er her for dig. Vi kan tilbyde samtaler over zoom, telefon, eller ansigt til ansigt – ring til os på 70 26 75 00 mellem kl. 9-12 for at booke en samtale.

Cookies

Vi bruger cookies til at indsamle statistik over brugen på hjemmesiden. Hvis du klikker på knappen ‘Accepter’, godkender du, at vi sætter cookies til brug for statistik. Hvis du klikker på knappen ‘Afvis’, sætter vi ikke cookies til statistik. Læs mere